Osteopati – hvad er det, og hvem er det for?
En grundig gennemgang af teknikker, fysiologi og hvornår osteopati giver mening
Hvad er osteopati – og hvem er det for?
Du har måske prøvet massage. Måske fysioterapi. Du er blevet behandlet, det har hjulpet – og alligevel sidder der noget der ikke rigtig slipper.
Eller du har fået en diagnose du ikke helt forstår, smerter der vandrer rundt i kroppen uden klar årsag, eller en fornemmelse af at kroppen som helhed ikke fungerer optimalt – uden at nogen enkeltdel er decideret i stykker.
Osteopati er en manuel behandlingsform der tager udgangspunkt i en simpel grundtanke: kroppen er ét samlet system, og årsagen til et symptom befinder sig ikke nødvendigvis der, hvor symptomet viser sig.
En stram hoftebøjer kan bidrage til lændesmerter. En restriktion i brystkassens fascier kan påvirke skulderens bevægelighed. Spændinger i maveregionens bindevæv kan hænge tæt sammen med kroniske nakkegener. Osteopaten undersøger kroppen som helhed – og behandler derefter.
Siden 2018 er osteopati en autoriseret sundhedsprofession i Danmark under Styrelsen for Patientsikkerhed, på linje med fysioterapeuter og kiropraktorer. Det er ikke alternativ behandling.
Kort sagt
Hvad er osteopati?
Osteopati er en manuel behandlingsform der er baseret på naturvidenskabelige fag som anatomi, fysiologi, neurologi, biomekanik og sygdomslære.
Behandlingen bygger på princippet om at kroppen er et sammenhængende system – og at struktur og funktion er gensidigt afhængige.
Det betyder i praksis at en osteopat ikke blot behandler det sted der gør ondt. Han eller hun undersøger hele kroppen, kortlægger bevægelighed og funktion, og forsøger at finde den underliggende årsag til det der bringer klienten til behandling.
Historien bag
Osteopati blev grundlagt i 1874 af den amerikanske læge Dr. Andrew Taylor Still. Han havde oplevet at datidens medicin sjældent var tilstrækkeligt til at hjælpe mennesker med smerter, og han brugte mange år på at studere kroppens anatomi og fysiologi.
Hans grundtanke var at kroppen har en iboende evne til selvhelbredelse – men at den evne kræver at kroppens strukturer er mobile og funktionelle. Restriktioner i led, muskler, bindevæv og organer hæmmer denne evne.
Fra USA bredte osteopatien sig til Europa og er i dag en anerkendt sundhedsprofession i en lang række lande. I Danmark fik faget sin autorisation den 1. juli 2018 – titlen “osteopat” er beskyttet, og kun autoriserede behandlere må bruge den.
Uddannelsen i Danmark
Langt de fleste autoriserede osteopater i Danmark har en bacheloruddannelse i fysioterapi som grundlag.
Oveni tager de en fireårig deltidsuddannelse i osteopati – typisk via International Academy of Osteopathy (IAO) eller European School of Osteopathy (ESO) – der er akkrediteret som masteruddannelse.
En autoriseret osteopat bærer titlen Osteopat DO, M.R.O.DK. Du kan verificere om en behandler er autoriseret på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.
De tre grundprincipper
Osteopatien er ikke bygget op om en samling teknikker. Den er bygget op om en filosofi – tre grundprincipper der styrer hvordan en osteopat undersøger og behandler.
Kroppen er en helhed
Alle kroppens systemer hænger sammen og påvirker hinanden. Muskler, led, bindevæv, organer, nervesystem og kredsløb er ikke adskilte dele der kan behandles isoleret.
En restriktion ét sted sender kompensationsmønstre videre i systemet. Behandlingen tager altid udgangspunkt i kroppen som helhed – selv når symptomet er lokalt.
Kroppen har evnen til selvhelbredelse
Kroppen er designet til at helbrede sig selv – under de rette betingelser.
En osteopats opgave er at identificere og behandle de restriktioner der hindrer denne proces. Ikke at “reparere” kroppen udefra, men at fjerne det der blokerer for dens egne helingsmekanismer.
Struktur og funktion er gensidigt afhængige
Kroppens strukturelle tilstand – positionen og mobiliteten af knogler, led, fascie og organer – påvirker direkte hvordan kroppen fungerer.
En sammentrykket thoraxfascie påvirker vejrtrækningens dybde. En restriktion i en nyre kan sende afferente signaler til brystryggen og bidrage til nakkespændinger.
Og omvendt: dårlig funktion – stillesiddende arbejde, ensidigt bevægemønster, overbelastning – ændrer gradvist strukturen.
Teknikkerne i en osteopatisk behandling
En osteopat har adgang til et bredt repertoire af manuelle teknikker. Hvilke der bruges i en given session afhænger af klientens situation, alder og hvad undersøgelsen afslører.
Parietale teknikker – led og muskler
De parietale teknikker arbejder med bevægeapparatet – muskler, sener, led, knogler og nerver.
Ledmanipulation (HVLA) er den teknik der giver det karakteristiske “knæk”. En hurtig, præcis bevægelse der normaliserer et leds bevægelighed og frigiver en restriktion. Knækket er ikke knogler der knækker – det er en kavitationseffekt fra gasbobler der frigives i ledvæsken.
Ledmobilisering er blide, rytmiske bevægelser der gradvist forbedrer et leds bevægeudslag og øger cirkulationen i det omgivende væv. Den bruges ofte som alternativ til manipulation eller som forberedelse.
Muscle Energy Technique (MET) er en aktiv strækteknik hvor klienten bruger sine egne muskler mod modstand for at forlænge en forkortet muskel. Det er ofte mere effektivt end passivt stræk.
Bløddelsbehandling inkluderer massage, stræk og tryk på muskler og bindevæv for at reducere spændinger og forbedre cirkulationen.
Viscerale teknikker – organer og bindevæv
Viscerale osteopati er den del af faget der overrasker de fleste: behandling af organerne og det bindevæv der omgiver og forbinder dem.
Hvert organ har en naturlig bevægelighed i kroppen – en lille, rytmisk bevægelse der er betinget af vejrtrækning, hjerteslag og kroppens egne rytmer. Begrænsninger i dette bevægemønster kan hænge tæt sammen med smerter og dysfunktion.
En ubalance i nyreregionen sender eksempelvis afferente signaler til TH10-12 ved brystryggen og C0-C2 i den øvre nakke – og kan bidrage til nakkegener der er svære at behandle effektivt hvis denne forbindelse ikke adresseres.
Fascieteknikker
Fascien er kroppens bindende materiale – det tynde, men ekstremt stærke og udbredte bindevæv der omgiver og forbinder alle kroppens strukturer. Det er et sammenhængende system der strækker sig fra fodsålen til kraniet.
Fordi fasciesystemet er kontinuerligt, kan en restriktion ét sted trække og skabe spændinger et helt andet sted i kroppen.
En osteopat der arbejder med fascieteknikker søger at frigøre disse restriktioner med langsomme, vedvarende tryk – fascien responderer ikke godt på hurtig kraft, men til gengæld godt på vedholdenhed og præcision.
Kraniosakral terapi
Kraniosakral terapi er sandsynligvis den mest omdiskuterede del af osteopatien. Den bygger på observationen af at kranieknoglerne og sakrum bevæger sig i en svag, rytmisk rytme – og at restriktioner i dette system kan have indvirkning på nervesystemets funktion.
Teknikkerne er meget blide, med let berøring af kraniet og rygsøjlen. De bruges til at frigøre spændinger intrakranielt og intraspinalt og til at øge cirkulationen af rygmarvsvæsken.
Kraniosakral terapi er særligt udbredt ved behandling af spædbørn med kolik, skæve kranier og suttevanskeligheder – men bruges også hos voksne ved hjernerystelse, piskesmæld, stress og kroniske smerter.
Den videnskabelige evidens for kraniosakral terapis specifikke mekanismer er omdiskuteret. Men mange osteopater og klienter rapporterer en tydelig klinisk effekt, og teknikken er en integreret del af osteopatisk uddannelse og praksis.
Hvad sker der fysiologisk?
Blodcirkulation og lymfedræning
Manuel behandling af led, muskler og bindevæv øger lokalt blodflow og stimulerer lymfecirkulationen.
Det understøtter fjernelse af affaldsstoffer, reducerer lokal inflammation og tilfører ilt og næring til væv der er underforsynet som følge af spænding eller restriktion.
Læs mere om lymfedrænage her.
Nervesystemet og smertemekanismer
Osteopatisk behandling ser ud til at påvirke nervesystemets behandling af smertesignaler.
Ledmanipulation aktiverer mekanoreceptorer i leddene der sender hæmmende signaler til rygmarvens baghorn og reducerer central sensitisering – den tilstand hvor nervesystemet er overkalibreret og behandler normale signaler som smertefulde.
Bløddelsteknikker og stræk aktiverer Golgi-seneorganerne og muskelspindlerne, der regulerer muskeltonus. Langsomt, vedvarende tryk på muskelvæv signalerer til centralnervesystemet at det er sikkert at lade muskulaturen slappe af.
Fasciernes viskoelasticitet og thixotropi
Fascierne er viskoelastiske materialer der responderer anderledes på hurtig kraft end på langsom, vedholden kraft.
Thixotropi er den egenskab der beskriver at fascievæv bliver mere flydende og bevægeligt ved blid, kontinuerlig mekanisk påvirkning over tid. Det er den fysiologiske baggrund for at fascieteknikker i osteopati er langsomme og vedvarende snarere end hurtige og kraftfulde.
Det autonome nervesystem
Osteopatisk behandling – særligt af thoraxregionen, nakken og kraniet – kan stimulere vagusnerven og dermed aktivere det parasympatiske nervesystem.
Det sænker puls og blodtryk, reducerer kortisolniveauer og skifter kroppen fra en sympatisk beredskabstilstand til en parasympatisk hvile- og restitutionsstate.
Det er sandsynligvis en af mekanismerne bag den markante afspænding mange klienter oplever under og efter behandlingen.
Hvem kan have gavn af osteopati?
Osteopati er en bred behandlingsform der bruges til mange forskelligartede tilstande.
Muskuloskeletale smerter
Det er det område de fleste forbinder med osteopati: rygsmerter, nakkesmerter, bækkensmerter, skulderproblemer, hofteproblemer og overbelastningsskader.
Osteopaten undersøger hele bevægeapparatet og søger den bagvedliggende årsag – og behandler derefter. Det er særligt relevant ved smerter der ikke reagerer tilfredsstillende på symptombehandling alene.
Sportsskader og overbelastning
Osteopati bruges bredt inden for sportsmedicin til behandling af akutte og kroniske overbelastningsskader – tennisalbue, løberknæ, svangsenebetændelse og lignende.
Behandlingen kombinerer direkte behandling af skadestedet med en vurdering af hele bevægemønstret der har bidraget til skaden.
Se mere om sportsskader fra Crossfit og styrketræning, fodboldskader og løbeskader
Spædbørn og kolik
Spædbørn der har gennemgået en krævende fødsel kan have restriktioner i kranieknoglerne og den øvre nakke der viser sig som kolik, suttevanskeligheder, skæv kraniefacet (plagiocephali) eller uro.
Kraniosakrale teknikker og blide parietale teknikker kan have tydelig effekt på disse tilstande. Det er skånsom behandling der er tilpasset den spæde krop.
Graviditet og efterfødsel
Bækkenbåndssmerte, symfyseløsning og de muskuloskeletale forandringer der følger af graviditetens belastning på bækkenet og rygsøjlen kan adresseres osteopatisk.
Efter fødsel kan behandlingen understøtte kroppens tilbagevenden til sin udgangstilstand.
Både graviditetsmassage og efterfødselsmassage går godt hånd i hånd med osteopati til gravide.
Smerter uden klar strukturel årsag
Scanninger ser normale ud. Der er ingen strukturel forklaring på smerten. Men smerten er reel og påvirker dagliglivet.
Osteopati kan have noget at tilbyde her – fordi den søger funktionelle restriktioner der ikke nødvendigvis viser sig på billeddannelse, og fordi den arbejder med nervesystemets bidrag til smerteoplevelsen.
Visceral påvirkning
Fordøjelsesproblemer, kroniske mavesmerter og andre visceralt betingede symptomer kan have et osteopatisk behandlingsperspektiv.
Det er ikke et løfte om at osteopati kurerer mave-tarmproblemer – men en anerkendelse af at organernes mobilitet og det omgivende bindevæv kan spille en rolle i en del af de tilfælde, og at visceral osteopati kan være et relevant supplement til anden behandling.
Hvad adskiller osteopati fra fysioterapi og massage?
Osteopati vs. fysioterapi
Mange osteopater i Danmark er uddannede fysioterapeuter med osteopati som videreuddannelse. Der er betydeligt overlap i teknikker – begge arbejder med led, muskler og bindevæv manuelt.
Fysioterapi tager typisk udgangspunkt i det specifikke problem og symptom og inkluderer ofte øvelser og genoptræning som centrale redskaber.
Osteopati har et mere konsekvent helhedsorienteret udgangspunkt – og bruger i højere grad viscerale teknikker og kraniosakral terapi som en integreret del af behandlingen.
Osteopati vs. kiropraktik
Kiropraktik fokuserer primært på rygsøjlen og det centrale nervesystem og arbejder typisk med HVLA-manipulation som kerneteknik.
Osteopati har et bredere teknisk repertoire – viscerale teknikker, kraniosakral terapi, fascieteknikker og muskel-energiteknikker er alle integrerede dele – og har et mere udpræget helhedsorienteret filosofisk fundament.
Osteopati vs. massage
Massage arbejder primært med muskler og bløddele og sigter mod at løsne spænding, øge blodgennemstrømning og fremme afslapning. Det er et direkte symptomværktøj.
Osteopati er en diagnostisk og behandlende profession der bruger massage som ét redskab ud af mange – og som har et bredere formål: at identificere og behandle årsagen til dysfunktion.
Det er ikke hierarkiske sammenligninger. Det er beskrivelser af forskellige tilgange der supplerer hinanden og er bedst ved forskellige typer problemstillinger.
Osteopati vs. Body SDS
Body SDS deler osteopatiens helhedsorienterede filosofi og anerkendelse af sammenhængen mellem krop og psyke.
Body SDS har sit særkende i den pulserende massageteknik og det integrerede åndedrætsarbejde, og er ikke en autoriseret sundhedsprofession på samme måde som osteopati.
Valget mellem de fire tilgange afhænger af problemstillingen – og de supplerer ofte hinanden godt.
Hvad kan du forvente af en osteopatisk behandling?
En osteopatisk session starter typisk med en grundig samtale. Hvad bringer du med dig? Hvornår startede det? Hvad forværrer og hvad lindrer? Er der relevante sygdomme, operationer eller ulykker i historikken?
Det er ikke unødvendig snak – det er diagnostisk information der former undersøgelsen.
Herefter en fysisk undersøgelse. Osteopaten kigger på din kropsholdning og dine bevægemønstre, tester bevægelighed i rygsøjle, led og relevante segmenter, palperer muskler, fascie og organer og danner sig et billede af hele kroppen.
Behandlingen følger – med de teknikker der passer til din situation. En session varer typisk 45-60 minutter. Der er ikke en fast rækkefølge der gælder for alle.
Eftervirkningerne varierer. Mange oplever en umiddelbar lethed og afspænding. Nogle er lidt ømme i et par dage efterfølgende, som efter en god træning. Og for nogle sker forandringen mere gradvist – over de følgende dage eller uger.
De fleste klienter oplever forbedring efter 2-4 behandlinger. Ved komplekse eller kroniske tilstande kan der være behov for et længere forløb. En god osteopat er ærlig om hvad der er realistisk – og hvornår du bør søge anden hjælp.
Hvornår er osteopati ikke det rette valg?
Akutte alvorlige tilstande – fraktur, infektion, diskusprolaps med progredierende neurologiske udfald, mistanke om alvorlig sygdom – kræver lægeudredning og evt. medicinsk eller kirurgisk behandling.
Neurologiske symptomer som snurrende fornemmelse, svaghed eller udstrålende smerter i arm eller ben bør undersøges af læge inden behandlingsstart.
Osteoporose, primære cancersygdomme i knoglerne og visse koagulationsforstyrrelser er kontraindikationer for manipulation og visse teknikker. En autoriseret osteopat kender disse grænser og screener for dem.
Ofte stillede spørgsmål om osteopati
Skrevet af Rasmus Ramskov
Udd. massør & Kropsterapeut og ejer af God Krop og In2Nature. Krop, sundhed og psykologi har altid været af stor interesse for mig. Jeg er RAB godkendt og har bl.a. uddannelser fra sportseducation.dk, Innowell.dk, DDZ og Axelsons.
Medlem af Dansk Behandlerforbund
